Præsentation

Hvordan jeg startede

Den nemmeste måde at præsentere både motivationsarbejde og mig selv på er ved at fortælle, hvordan jeg startede. I 1974 begyndte jeg at arbejde på en miljøterapeutisk institution. Behandlingen var fokuseret på misbrugere, men andre grupper af klienter - for det meste fra kriminalforsorgen og psykiatrien – accepteredes også.

Institutionens oplæg byggede på, at man skulle være motiveret for at blive optaget til behandling. Dette prøvede man at opnå ved at stille mange krav og konstruere flere nåleøjer:

  • En kommende klient skulle selv ringe op og bestille tid til en introduktionssamtale, hvor klientens egnethed og motivation skulle bedømmes. Når han derefter kom til samtalen, krævede man af ham, at han skulle være afgiftet.
  • Blev han så optaget, kunne han få lov til at vente i helt op til to måneder, før han kunne flytte ind på institutionen. I mellemtiden måtte han så vende tilbage til sin destruktive livssituation.
  • Når klienten derefter blev indskrevet på institutionen, krævedes det, at han skulle være stoffri i hele opholdstiden. Ved misbrug afbrød man ikke hans behandling med det samme, men det var kun tilladt at have nogle få tilbagefald.
  • Hvis han truede nogen eller brugte fysisk vold af nogen art, blev han automatisk udskrevet.
  • Forsvandt han fra institutionen uden at oplyse hvor han var og slet ikke lod høre fra sig i 24 timer, måtte han heller ikke komme tilbage.
For at få en effekt af behandlingen var klienten nødt til at deltage i seks til otte måneder. Hvem var det så, der gennemførte behandlingen, således som det var tænkt? Jo, det var de motiverede, dvs. de der relativt set havde mindst behov for hjælp fik mest. En anden gruppe, som også gik tiden ud, var de føjelige klienter. Der skete ingenting med dem under opholdet, men på overfladen tilpassede de sig til personalets forventninger. De mere åbent destruktive klienter var enten ikke blevet optaget eller havde forladt behandlingen før tiden ved på forskellige måder ikke at følge institutionens regler og krav. De, der havde størst behov for hjælp, fik mindst. Det er dette dilemma, der opstår, hvis man baserer virksomheden på motivation i den betydning, at klienten skal samarbejde konstruktivt.

Motivationsparadokset

Som behandler ønskede jeg ikke at acceptere dette motivationsparadoks. I stedet for at have det udgangspunkt, at klienten skal leve op til metodens krav, ville jeg tilpasse den efter klienten og hans livssituation. Derfor prøvede jeg at motivere de umotiverede klienter på institutionen, som aldrig ellers havde søgt behandling. Jeg prøvede også at motivere klienter, som ellers var blevet afvist på grund af overtrædelse af reglerne eller fordi de selv afbrød behandlingen.

Disse erfaringer blev til både en teori og metode om, hvordan man motiverer. Relativt snart begyndte jeg at undervise og supervisere omkring motivationsarbejde, samtidig med at jeg også arbejdede på den miljøterapeutiske institution.

Hvordan jeg fortsætter

Jeg har været med til at afprøve metoden både i Sverige og i Danmark. Når det gælder socialforsorgen har jeg superviseret alle typer af grupper, der kan forekomme på et socialkontor. Metoden er også blevet afprøvet på forskellige typer af institutioner, både hvor placeringen har været frivillig eller tvungen. Der er blevet undervist i metoden inden for børne- og voksenpsykiatrien. Med hensyn til kriminalforsorgen er personale blevet superviseret inden for den frie forsorg og fængselsvæsen (arrester). Et andet område, hvor metoden er blevet brugt, er inden for bedriftssundhedstjenesten og aktivering af syge og langtidsarbejdsløse.

Efter ni år ophørte min ansættelse på den miljøterapeutiske institution, og jeg begyndte i 1983 med at arbejde inden for psykiatrien. Mit arbejde var knyttet til de plejeafdelinger, som havde de mest sværtbehandlede og sværthåndterlige patienter. Der fandtes også patienter, som var idømt lukket psykiatrisk pleje af domstol. I dette miljø havde jeg mulighed for yderligere at udvikle motivationsarbejdets teori og praktik. I syv år arbejdede jeg på denne psykiatriske institution. Også i denne periode fortsatte jeg med forskellige supervisions- og uddannelsesopgaver.

Gennem mit eget motivationsarbejde med klienter og supervision af personale er jeg blevet endnu mere overbevist om, at der ikke findes nogle "håbløse tilfælde". Det er muligt at motivere alle, der betragtes som umotiverede.

Min ansættelse inden for psykiatrien ophørte i 1990 og siden da har jeg arbejdet i eget regi med en psykoterapiklinik i Malmø og med uddannelses- og supervisionsopgaver.